When I Was Young

Spil og gameplay

’When I Was Young’ er et 2D action- og adventure-spil fra 2019, der er udviklet af det russiske indie-selskab Wallrus Group. Grafisk har spillet et 90’er-look med store pixels og et relativt simpelt gameplay, hvad der skaber lidt old school nostalgi og bestemt ikke bør skræmme nogen væk. Spillet er både udfordrende og narrativt interessant.

Hovedpersonen er ung amerikansk soldat, som frivilligt melder sig til hæren for at finde sin bror, der er M.I.A. i Vietnam. Efter en kort 8 ugers træningslejr, hvor man lærer de grundlæggende spilmekanikker, bliver man udstationeret på en amerikansk base i Vietnam, hvorfra man sendes ud for at løse forskellige militære opgaver. I første omgang bliver man sat til at patruljere i lokale landsbyer, men med tiden bliver man også involveret i regulære kampe mod den nordvietnamesiske hær, Viet Cong. Sværhedsgraden i spillet er ganske høj, og da spillet kun gemmes ved bestemte checkpoints, skal man nok indstille sig på, at visse missioner skal spilles igennem en del gange.


Spillets historiske kontekst

’When I Was Young’ foregår under Vietnamkrigen, hvor amerikanske styrker i 1960’erne blev indsat for at støtte det sydvietnamesiske regime i kampen mod det kommunistiske Nordvietnam. Krigen udviklede sig til et mareridt for USA, der i 1973 måtte kapitulere og acceptere et genforenet Vietnam under kommunistisk styre. I løbet af krigen mistede 58.000 amerikanske soldater livet, mens 300.000 vendte sårede tilbage. På vietnamesisk side skal tabstallene tælles i millioner.

USA’s militære tilstedeværelse i Vietnam var et direkte resultat af den amerikanske inddæmningspolitik og dominoteori under den kolde krig, hvor man frygtede, at kommunismen ville brede sig til de øvrige sydøstasiatiske lande, hvis den først fik fodfæste i Vietnam. Det amerikanske engagement kulminerede i 1969, hvor USA havde over en halv million soldater udstationeret i landet, men trods den massive militære tilstedeværelse lykkedes det ikke at vinde krigen. Det skyldtes blandt andet de nordvietnamesiske styrkers guerilla-strategi, der i det ufremkommelige junglelandskab gjorde det umuligt for amerikanerne at holde deres erobrede territorier. I forsøget på at eliminere modstanden indledte USA massive bombekampagner, hvad der skabte en voldsom modvilje mod den amerikanske invasion og et konstant og vedvarende rekrutteringsgrundlag for Viet Cong.

We are fighting a war with no front lines, since the enemy hides among the people, in the jungles and mountains, and uses covertly border areas of neutral countries. One cannot measure [our] progress by lines on a map.
— General William C. Westmoreland i en tale til Kongressen 28. april 1967ce

På hjemmefronten splittede Vietnamkrigen den amerikanske befolkning, og i slutningen af 1960’erne var de omfattende demonstrationer mod krigen afgørende for, at den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson valgte ikke at genopstille til præsidentvalget i 1968. I stedet overtog Richard Nixon, der i valgkampen havde lovet amerikanerne en ”honorable peace”, embedet. Vejen ud af krigen førte dog i første omgang til en eskalering af de amerikanske bombetogter over Vietnam og Cambodja, før USA endeligt trak sig ud i 1973.

Krigen mærkede ikke bare de hundredtusinder af amerikanske soldater, der vendte tilbage til USA, men også den amerikanske selvforståelse. I den ideologiske kamp mod Sovjetunionen havde USA gjort sig til forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, men med engagementet i Vietnam var landet for mange amerikanere endt som skurken i deres egen historie. Den heroiske fortælling om ”The Greatest Generation” der havde bekæmpet nazismen under 2. Verdenskrig var svær at genkende i Vietnam, hvor TV-billeder på daglig basis transmitterede den brutale krigsførelse direkte ind i de amerikanske stuer.

This war has already stretched the generation gap so wide that it threatens to pull the country apart
— Senator Frank Church (D-ID) i Senatet 13. maj 1970

Historiebrug

’When I Was Young’ portrætterer en ung soldats oplevelser både før og under Vietnamkrigen. I spillets første kapitel lader man sig registrere på et lokalt rekrutteringskontor, alt imens en gruppe amerikanere demonstrerer imod krigen ude foran. Efter en kort samtale bliver man sammen med sine nye soldaterkammerater kørt hen til en militær træningslejr, hvor man skal tilbringe de næste 8 uger. På vejen hører man om bevæggrundene for, hvorfor de øvrige karakterer i spillet har meldt sig til hæren. For en stod valget mellem at komme i fængsel eller tage til Vietnam, mens en anden ikke så andre muligheder efter at være endt som hjemløs. En tredje meldte sig frivilligt for at følge i sin fader og bedstefars fodspor, der begge havde haft en karriere i militæret.

Størstedelen af spillet foregår dog i Vietnam, hvor man oplever en række forskellige krigsscenarier som typisk forbindes med krigen. Man bliver blandt andet sendt på patruljeringsmissioner i små, lokale landsbyer på jagt efter Viet Cong-soldater, ligesom man får til opgave at bevæge sig ned i de berygtede og komplekse tunnelsystemer, som blev bygget og anvendt af Viet Cong som en del af deres guerilla-strategi. Spillet byder også på regulære ildkampe i både junglen og i de vietnamesiske storbyer. Trods spillets enkle grafiske design er det således tydeligt, at udviklerne har forsøgt – og langt hen ad vejen er lykkedes med – at indkapsle mange af de forskellige combat-scenarier, der kendetegnede krigen.

Spillet udforsker desuden forskellige krigsfortællinger og nuancerer historien om den heroiske amerikanske soldat, der frivilligt melder sig til hæren for at finde sin bror, ved også at behandle nogle af de mere dystre sider af krigen. Undervejs i spillet er der således referencer til amerikanernes kemiske krigsførelse, der blandt andet bestod af at rydde vegetation med Agent Orange og at brænde skovområder af med napalm, ligesom man også selv får til opgave at brænde vietnamesiske landsbyer ned til grunden. I den mere mørke afdeling oplever man også, hvordan amerikanske specialstyrker henretter en ubevæbnet Viet Cong-soldat. Disse forskellige krigsfortællinger viser med al tydelighed, at udviklerne udover at lave et underholdningsspil også har haft en ambition om at vise krigens alvorlige skyggesider, som ellers ofte bliver udeladt i historiske computerspil.


Gør spillet os klogere på historien?

Spillets enkle grafik og 2D-perspektiv betyder, at man ikke får samme visuelle oplevelse, som man fx får i mange FPS-spil, men det til trods formår spillet gennem dets gameplay at give spilleren en klar fornemmelse af, hvad der kendetegnede Vietnamkrigens krigsførelse.

Det sker blandt andet i de missioner, hvor man bekæmpes af Viet Congs guerilla-strategi og derfor er nødt til at udvise en udpræget grad af både forsigtighed og tålmodighed. For at overleve må man langsomt snige sig fremad i den ufremkommelige jungle for at undgå at aktivere næsten usynlige fælder eller at blive overrasket af Viet Cong-soldater, der skjuler sig i terrænet. Kombineret med spillets betydelige sværhedsgrad giver det en ganske intens spiloplevelse og bidrager til at forstå, hvorfor det trods amerikanernes overvældende militære overlegenhed ikke lykkedes USA at vinde krigen.

Derudover portrætterer spillet som nævnt ovenfor en række virkelige karakteristika ved krigen både i USA og ved frontlinjen, hvilket ligeledes øger vores forståelse for krigen – herunder hvorfor mange amerikanerne vendte sig imod den.


Fokuspunkter for videre arbejde

Ovenstående gennemgang har haft til formål at præsentere spillet og dermed åbne op for et mere dybdegående arbejde, fx ifm. skriftlige opgaver eller kortere undervisningsforløb. Her kan man dykke yderligere ned i spillet ved at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvilke virkelige begivenheder og karakteristika ved Vietnamkrigen bliver portrætteret i spillet?

  • Hvordan balancerer spillet hensynet mellem til at skabe et underholdningsspil og samtidig vise krigens mere dystre aspekter?

  • Hvordan bidrager spilmekanikkerne til at illustrere Vietnamkrigens krigsførelse, herunder især Viet Congs guerilla-strategi?

  • Hvilke forskellige fortællinger om Vietnamkrigen bliver behandlet i spillet?

  • Hvilke budskaber om krigen har udviklerne haft med spillet?


Tværfagligt forløb i Dansk og Historie

På EMU’s hjemmeside kan man finde en modulplan til et tværfagligt forløb i Dansk og Historie over 6 moduler á 60 minutter, der inddrager ‘When I Was Young’. Forløbet kan findes på nedenstående hjemmeside.

www.emu.dk/stx/historie/fagligt-samspildhosrp/paa-rejse-i-tiden-med-mus-og-tastatur