Historiegaming

Wolfenstein

Introduktion

Wolfenstein er et af de mest legendariske spilbrands, hvilket først og fremmest skyldes 1992-udgaven ’Wolfenstein 3D’, der er et af de første First Person Shooter-spil i verden. Siden da er fulgt en række udgaver, der alle sammen følger det samme overordnede plot: Spark døren ind og skyd alle de nazister, der rører sig. Set fra et historisk perspektiv er Wolfenstein interessant af flere grunde. For det første er spillet et klassisk eksempel på, at vinderne skriver historien, når man som den amerikanske soldat William J. Blazkowicz med god samvittighed nedlægger uendelige række af tyske soldater i nazi-uniformer. For det andet er det tydeligt, at udviklerne af spillet fra 2001 og frem har brugt den virkelige historie til at skabe deres fortælling om Blazkowicz’s kamp mod nazisterne. Det gælder både de udgaver af spillet, der foregår under 2. Verdenskrig og de nyeste versioner, der udfolder sig i en kontrafaktisk virkelighed, hvor nazisterne vandt krigen og omdannede resten af verden til et globalt Tredje Rige.

Story og gameplay

Wolfenstein-serien er nok bedst kendt for ’Wolfenstein 3D’, som udkom i 1992 og i dag huskes som ”The Grandfather of 3D First Person Shooter-games”. Det første spil i serien blev dog allerede produceret i 1981 af Muse Software og udviklet af computerspilspioneren Silas Warner. Spillet med titlen ’Castle Wolfenstein’ minder en smule om Pacman med de for den tid typiske vertikale og horisontale bevægelser – i det her tilfælde dog med det formål at skyde nazister. Gameplayet var forholdsvis avanceret for sin tid og indeholdt både et stealth-element samt muligheden for at tage tyske uniformer på for at narre fjenden. Efter moderne standarder var spillet i sagens natur meget enkelt, men det indeholdt altså elementer, som mange spil siden hen har overtaget og bygget videre på.

I 1984 udkommer det andet spil i serien med titlen ’Beyond Castle Wolfenstein’, hvor man skal forsøge at infiltrere en bunker i Berlin. Den overordnede mission går ud på at finde en bombe og derefter placere den foran et møderum, hvor Hitler befinder sig – altså et scenarie der minder om det attentatforsøg på Hitlers liv, som Claus von Stauffenberg udførte 20. juli 1944. Det er dog først med ’Wolfenstein 3D’, at spillet for alvor bliver en succes. På det tidspunkt har id Software overtaget rettighederne til navnet, og med John Carmack og John Romero i spidsen udvikler de et FPS-spil, der skal gå over i historien. ’Wolfenstein 3D’ er ikke verdens første FPS-spil, men det var det første, der for alvor slog igennem på den internationale scene. Efterfølgende udviklede Carmack og Romero klassikere som Doom og Quake, inden de overlod Wolfenstein-navnet til nye udviklere i 2001. I den nedenstående video kan du se en mere udførlig introduktion til skabelsen af de tre første Wolfenstein-spil.

Historien i ’Wolfenstein 3D’ minder om de tidligere spil, men denne gang har hovedpersonen fået et navn: William ”B. J.” Blazkowicz – en amerikansk spion der er blevet taget til fange af nazisterne og skal undslippe Castle Wolfenstein. Undervejs i spillet skal man nedkæmpe forskellige typer af nazister varierende fra vagter og SS-soldater til mutanter, der er udviklet af videnskabsmanden Dr. Schabbs. Hver bane afsluttes med, at man møder en ’boss’, hvoraf den sidste er Adolf Hitler (eller Mecha-Hitler som han bliver kaldt, da han i begyndelsen af kampen er udstyret med en mekanisk rustning).

I spillet bevæger man sig rundt i en 3D-labyrant med svastika-symboler og billeder af Hitler på væggene, mens man nedkæmper fjender og indsamler guldbægre og proviant, som hjælper en med at heale. Spillet er meget action-packed, og det stealth-element som var til stede i de to foregående spil blev udeladt for at gøre oplevelsen mere intensiv. Det er et element, som mange FPS-spil sidenhen har overtaget – det handler dybest set om at sparke døren og skyde alt og alle i rummet.

I nedenstående video tager ’Lazy Games Reviews’ os tilbage til 1992 med en fin nostalgisk gennemgang af det originale ’Wolfenstein 3D’.

Hvis du har lyst til at tage en tur ”back memory lane”, kan du spille ’Wolfenstein 3D’ her.

I 2001 udkommer ’Return to Castle Wolfenstein’, som vil blive analyseret mere dybdegående nedenfor. Derefter følger et par andre udgaver, indtil Bethesda Software i 2014 udgiver ’Wolfenstein 2: The New Order’ – en ny version af Wolfenstein-historien, som foregår i en kontrafaktisk virkelighed, hvor det lykkedes nazisterne at erobre verdensherredømmet. Igen spiller man den amerikanske agent B. J. Blazkowicz, der denne gang indtager rollen som modstandsmand. I nedenstående analyse vil dette kontrafaktiske element blive undersøgt nærmere.

Wolfenstein i en historiefaglig kontekst

Wolfenstein-serien er historisk interessant, fordi den aktivt bruger 2. Verdenskrig og nazismen som baggrund for en fiktiv fortælling om den amerikanske soldat Blazkowicz. Nedenstående analyse vil være opdelt i fire hovedafsnit. De to første undersøger på et mere generelt plan spillenes og populærkulturens fremstilling af nazismen og Adolf Hitler, mens de to sidste fokuserer på de respektive versioners brug af historien.

• Nazismen som fjendebillede

• Fremstillingen af Hitler og nazismen i populærkulturen

• Return to Castle Wolfenstein (2001)

• Wolfenstein 2: The New Order (2014) og The New Colossus (2017)

Nazismen som fjendebillede

Der er sket meget siden 1981, hvor det første Wolfenstein-spil udkom. Og i takt med at teknologien har gjort spillene mere omfattende og tilladt større og mere gennemførte narrativer, er der også mere at analysere ud fra et historiefagligt perspektiv. De første tre udgaver i Wolfenstein-serien kan dog også undersøges som eksempler på både historiebrug og historiefremstillinger, selvom både gameplayet og narrativet er relativt simpelt.

Når de tre spil er interessante for historikeren, skyldes det spillenes fjendebillede, nazismen. I 2001 skabte multiplayer-delen i ’Return to Castle Wolfenstein’ røre, da man kunne spille på nazisternes side – hvad man ellers aldrig får mulighed for i de større spilproduktioner. Det var provokerende, fordi vi er vokset op med nazisterne som det ultimative fjendebillede, der i 1940’erne med magt og vold forsøgte at overtage verdensherredømmet og udbrede nazismen til hele kloden. Undervejs begik tusindvis af tyske soldater de mest grusomme forbrydelser mod civile, kvinder og børn. Når computerspil så godt som altid afviger fra den mulighed, at man kan tage en SS-uniform på, skyldes det genrens ’brug af historien’. Vi er ikke interesserede i at få moralske anfægtelser, når vi sætter os foran computeren. Vi vil bare gerne underholdes.

Derfor er nazismen også et oplagt fjendebillede at bruge i spilverdenen, som tilfældet er i alle udgaver af Wolfenstein-serien, og der er talrige eksempler på computerspil, hvor man har til opgave at nedkæmpe tyske tropper under 2. Verdenskrig (Medal of Honor og Call of Duty er nogle af de mest prominente titler). Set fra et historisk perspektiv er det et klassisk eksempel på, at vinderne får lov til at skrive historien og definere, hvem der kæmpede i henholdsvis det godes og det ondes tjeneste. Både Wolfenstein og de to andre spil er produceret af amerikanske virksomheder, hvilket yderligere er med til at diktere spillets værdiladede historiebrug.

Fremstillingen af nazismen og Hitler i populærkulturen

Adolf Hitler er blevet portrætteret et utal af gange i populærkulturen. Den nedenstående gennemgang vil dels vise, hvordan brugen af Hitler har udviklet sig i amerikansk fiktion siden 2. Verdenskrig og dels påvise, hvordan filmindustrien på forskellig vis har fremstillet Hitler på det store lærred.

Hitler i amerikansk fiktion

I 2009 skrev den tyske professor i amerikansk litteratur Michael Butter bogen ’The Epitome of Evil – Hitler in American Fiction 1939-2002’, hvor han identificerer forskellige perioder i den amerikanske fiktionskulturs portrættering af Hitler. Han opererer groft sagt med 5 faser:

1. 1939-1945: Under 2. Verdenskrig blev Hitler i mange amerikanske medier latterliggjort gennem satiriske tegninger og film for at booste moralen på hjemmefronten. Charlie Chaplins ’The Great Dictator’ fra 1940 er et eksempel på dette.

2. 1945-1968: Det var først efter krigen, at verden fik øjnene op for det folkemord, nazisterne havde udført mod jøder og sigøjnere. Perioden frem til 1968 er karakteriseret af et bemærkelsesværdigt fravær af Hitler i fiktionen – ganske givet fordi krigen på det tidspunkt var ”for tæt på”.

3. 1968-1980’erne: I 1968 begynder Hitler for alvor at træde ind i den amerikanske litteratur og på Hollywoods filmscene. I denne periode fremstilles Hitler ofte som den inkarnerede ondskab, men han bruges i høj grad til at kritisere det amerikanske samfund og den politiske ledelse (f.eks. ved at sammenligne Vietnamkrigen med Holocaust)

4. 1980’erne-1990’erne: Under Reagan oplever USA en ny optimisme, og det giver sig udslag i en række fortællinger om stærke amerikanske protagonister, der kæmper for sande amerikanske værdier imod Hitler og nazisterne. Indiana Jones-filmene er typiske eksempler på en sådan fremstilling – ligesom Wolfenstein-serien.

5. 1990’erne og frem: Selvom Hitler fortsat oftest portrætteres som ”ond”, begynder der at komme flere forsøg på at menneskeliggøre ham. ’Der Untergang’ fra 2004 er et eksempel på en film, der portrætterer Hitler som et menneske snarere et ondskabsfuldt monster.

Generelt kan man altså identificere tre typiske fremstillinger af Hitler i populærkulturen: (1) som latterlig, (2) som ondskaben selv eller (3) som en menneskelig og (forholdsvis) rationel aktør. Nedenfor ses tre eksempler på filmiske fremstillinger af Hitler, der matcher disse portrætteringer.

The Ducktators (1942)

Amerikansk propagandategneserie fra 1942 der fremstiller Hitler som en vanvittig og aggressiv personlighed, der ødelægger alt, hvad han kommer i nærheden af, indtil amerikanerne tager skeen i den anden hånd og smider ham (og hans ligesindede) på porten.

Contact (1997)

I den amerikanske Hollywood-film ‘Contact’ fra 1997 bruges Hitler som et nemt genkendeligt skræmmebillede på ondskab og fjendtlighed. I filmen opsnapper amerikanerne et signal fra det ydre rum, og da de analyserer det nærmere, viser det sig at være optagelser fra Hitlers taler, hvilket sender et klart signal til publikum om rumvæsenernes hensigter.

Der Untergang (2004)

I den tyskproducerede film ‘Der Untergang’ fra 2004 fremstilles Hitler i den første scene som både menneskelig og omsorgsfuld, da han skal finde en personlig sekretær. Denne afmonsterficering af Hitler viser, at der med tiden tillades et mere nuanceret syn på den tyske fører, hvis handlinger ikke længere blot kan afskrives som værende et resultat af rendyrket ondskab. Som Ian Kershaw skriver det i sin Hitler-biografi: ”To call Hitler evil (…) explains nothing”.

Fremstillingen af Hitler i Wolfenstein-serien

Hitler nævnes i alle Wolfenstein-spillene, men det er langt fra i alle spil, at han optræder direkte. I ’Beyond Castle Wolfenstein’ fra 1984 får man aldrig Hitler at se, men spillet går som nævnt ovenfor ud på at placere en bombe foran et mødelokale, hvor han befinder sig. I ’Wolfenstein 3D’ møder man Hitler som den afsluttende ’boss’ i spillet. Den første version der skal overvindes er ”Mecha-Hitler”, og når hans armor er blevet ødelagt, skal man slå ham ihjel, hvor han er iført sin karakteristiske brune skjorte. Her fremstilles Hitler altså snarere som et monster end et menneske.

I ’Return to Castle Wolfenstein’ nævnes Hitler kun ved navn, mens han i de nyeste spil optræder i en enkelt scene. Her fremstilles han som både vanvittig, paranoid og hæmningsløs, da man som Blazkowicz har infiltreret et filmset, hvor nazisterne er i gang med at lave en propagandavideo for Det Tredje Rige. Hitler har selv skrevet manuskriptet til filmen, som han kalder ”the epic of a century and my legacy as an artist”. I nedenstående video kan du se scenen fra ’The New Colossus”, hvor Hitler nok fremstilles som et menneske, men også som en ynkelig karakter med storhedsvanvid.

Return to castle wolfenstein (2001)

’Return to Castle Wolfenstein’ udkom i 2001. Spillet foregår under 2. Verdenskrig, hvor den tyske videnskabsmand Wilhelm ”Deathshead” Strasse, der referer direkte til Heinrich Himmler, arbejder på ”Operation Resurrection” – et projekt med både okkulte og videnskabelige undertoner, der skal få den tidligere saksiske konge Heinrich den 1. (på dansk Henrik 1. Fuglefænger) til at genopstå fra de døde. Som den amerikanske agent og enmandshær B. J. Blazkowicz får man til opgave at lokalisere Strasse. Undervejs møder man et utal af soldater og overnaturlige væsener, som nazisterne enten har vækket til live eller eksperimenteret med, og sidst i spillet kommer man til at stå ansigt til ansigt med Heinrich den 1., som det er lykkedes nazisterne at bringe til live.

Det siger sig selv, at ’Return to Castle Wolfenstein’ er ren fiktion, men historien er tydeligt inspireret af Heinrich Himmlers herrefolkstanke og interesse for det okkulte. I spillet ser vi Himmler en enkelt gang, hvor han på afstand betragter kampen mellem Blazkowicz og Heinrich den 1., inden han kaldes tilbage til et møde med Hitler.

Jagten på den ariske races oprindelse

Historien om den nazistiske okkultisme starter med den hemmelige loge Thule-selskabet, der blev stiftet i München i 1918 og senere aktivt bidrog til dannelsen af DAP (det der senere skulle blive til NSDAP). Medlemmerne var stærkt raceideologiske med interesse for det okkulte, og medlemslisten skulle efter sigende have indeholdt prominente navne som Heinrich Himmler, Rudolf Hess og Alfred Rosenberg (NSDAP’s chefideolog). Selskabet blev opløst i 1920’erne, men Himmlers interesse for den okkulte raceideologi fandt et nyt hjem, da han i 1935 stiftede Ahnenerbe – et videnskabeligt institut som skulle undersøge den germanske historie med det formål at frembringe eksempler på den ariske races overlegenhed. I Ahnenerbe ansatte Himmler fremtrædende videnskabsmænd og forskere indenfor områder som arkæologi, antropologi, astronomi samt runekyndige og (selvfølgelig) historikere. De mest fanatiske nazister var overbeviste om, at det tyske folk kunne spores tilbage til et slags “Atlantis”, hvor den sande ariske race med ”rent blod” havde levet, inden en urkatastrofe havde fordrevet dem. Sidenhen var dette rene folk blevet blandet med andre racer, hvilket havde forringet både den fysiske og åndelige overlegenhed, som Himmler og hans ligesindede mente kendetegnede arierne. Formålet med Ahnenerbe var således at undersøge, hvorvidt man kunne finde konkrete eksempler, der kunne underbygge denne forestilling om et tidligt arisk herrefolk, der kunne legitimere den nazistiske påstand om racens historiske overlegenhed.

Heinrich den 1. er gået over i historien som den første konge, der formåede at samle et tysk folk ca. 1.000 år før Det Tredje Rige satte sig på magten i Tyskland, og derfor var han en central skikkelse i den nazistiske historieskrivning. Det er altså ikke helt tilfældigt, at det netop er Heinrich den 1., der i ’Return to Castle Wolfenstein’ bliver vækket til live fra de døde af en videnskabsafdeling, der er direkte kontrolleret af Himmler. Det ligger i fin forlængelse af Ahnenerbes søgen efter en overlegen og ren urbefolkning, som nazisterne mente kunne danne grundlag for en moderne tysk nation.

’Return to Castle Wolfenstein’ er fyldt med referencer til den nazistiske okkultisme. Eksempelvis foregår seancen hvor Heinrich den 1. vækkes til live ved, at en nazistisk troldkvinde maner ham til live, mens hun mumler latinske ord. Hele den okkulte seance kan ses i nedenstående video, der også viser Blazkowicz’s endelige møde med den saksiske konge.

Det er svært at sige, i hvilket omgang Himmler og hans nærmeste dyrkede okkultismen, og det bliver næsten med en ”ahnenerbsk” determinisme at skulle lede efter de puslespilsbrikker, der passer ind i den fortælling. Hvis man skal lege lidt med tanken, kan det dog påpeges, at Himmler i 1933 købte slottet Wevelsburg i det centrale Tyskland med det formål at omdanne det til et ideologisk centrum for Det Tredje Rige. Her indførte Himmler bl.a. solhvervsfester for SS-korpset som en nordisk erstatning for kristne højtider. Det er svært ikke at forestille sig, at Castle Wolfenstein på en eller anden måde er inspireret af Wevelsburg, der under Himmlers ledelse bl.a. fik indrettet en krypt i det nordlige tårn med 12 piedestaler (måske for at symbolisere sagnet om Kong Arthur og 12 riddere). Det er uvist, hvilken rolle krypten spillede, men det nærer til myten om en okkult interesseret Himmler, der i Wolfenstein fremstilles i en nekromantisk rolle.

Yderligere interessant er det, at Ahnenerbe i 1935 sendte en ekspedition til Finland for at undersøge, hvorvidt det finske folkedigt Kalevala og nordiske heltesagn som Eddaen i virkeligheden refererede til et oldgammelt nordisk folk, der besad overnaturlige (ariske) evner. Op til ekspeditionen skrev Himmler et brev til Ahnenerbe, hvor han udviste særlig interesse for historierne om Thors hammer, som han tilsyneladende mente var et virkeligt våben, der kunne hjælpe nazisterne med at vinde krigen.

Valget til at lede ekspeditionen faldt på den finske antropologistuderende Yrjö von Grönhagen, der undervejs interviewede finske shamaner og ”hekse”, hvis historier efterfølgende blev videreformidlet til en imponeret Himmler.

Når ’Return to Castle Wolfenstein’ fremstiller nazisterne som okkulte nekromantikere, der søger at vække fortidens ariske herskere til live, trækkes der altså på myten om Himmlers okkultisme samt nazisternes forsøg på at udvikle et våben, som kunne hjælpe dem med at vinde krigen. Det sidste kan du læse mere om i det nedenstående afsnit.

Det nazistiske våbenprogram

I ’Return to Castle Wolfenstein’ forsøger nazisterne at udvikle en række nye supervåben, som kan hjælpe dem med at vinde krigen og overtage verdensherredømmet. Foruden det ultimative våben i den genopstandne Heinrich den 1., har den vanvittige videnskabsmand Wilhelm ”Deathshead” Strasse også udviklet en række Übersoldaten, der er bevæbnet med en såkaldt ’tesla gun’.

Som alle andre nationer havde Tyskland et våbenprogram under 2. Verdenskrig, hvor man forsøgte at udvikle nye dødbringende våben. Som krigen udviklede sig, blev det tyske program økonomisk presset, men det skortede ikke på sindrige ideer for de tyske videnskabsfolk. Efter sigende skulle nazistiske videnskabsfolk have drømt om at skabe et ’Space Mirror’, der kunne bruge solens energi til at skabe et dommedagsvåben ikke meget ulig Dødsstjernen fra Star Wars. Planerne blev selvsagt aldrig forsøgt ført ud i livet, og man kan formentlig finde lignende tanker hos de øvrige stormagter på den tid. Ikke desto mindre bidrager det i dag til en opfattelse af en nazistisk ideologi, der både led under storhedsvanvid og et brændende ønske om verdensherredømmet.

Der blev aldrig fundet tegninger af den tyske drøm om et ”Space Mirror”, men Life Magazine forsøgte i 1945 at illustrere, hvordan den kunne have set ud.

Som bekendt lykkedes det ikke nazisterne at få udviklet et dommedagsvåben i tide. Det gjorde amerikanerne til gengæld. I 1945 skabte USA verdens første atombombe, og kort tid efter kastede amerikanerne de to bomber ’Little Boy’ og ’Fat Man’ over henholdsvis Hiroshima og Nagasaki for at fremtvinge en betingelsesløs japansk kapitulation.

Set fra et historiefagligt perspektiv er det interessant, at amerikanernes atomsprængninger over to japanske byer med hundredetusindvis af civile ofre ikke betragtes som en krigsforbrydelse, mens vi havde fordømt det som den værste form for barbari, hvis tyskerne havde kastet en lignende bombe over eksempelvis Manchester, Marseilles eller Los Angeles. Det er tilsyneladende ikke antallet af ofre, der er det udslagsgivende. Ej heller formålet med sprængingen som i begge tilfælde ville have været at fremtvinge en kapitulation. Det afgørende for om vi betragter det som en krigsforbrydelse eller ej, er hvem der kastede bomben. Og i det her tilfælde var det USA, som også vandt krigen og derfor fik lov til at skrive historien og definere, hvem der kæmpede det retfærdiges kamp, hvor målet helliger midlet.

Wolfenstein 2: The New Order (2014) og The New Colossus (2017)

De nyeste spil i serien foregår i en kontrafaktisk virkelighed, hvor nazisterne vandt 2. Verdenskrig. Efter at have udviklet og fremstillet atombomben hurtigere end de allierede og kastet den over blandt andet New York, overgav de allierede sig, hvorefter Det Tredje Rige bredte sig ud over hele kloden. Som William J. Blazkowicz deltager man i kampen mod den nye verdensorden som en del af oprørsgruppen ’The Kreisau Circle’. Det første spil foregår i Tyskland og London, mens det sidste finder sted i USA, hvor tyskerne i samarbejde med Ku Klux Klan leder landet.

Set fra en historikers perspektiv kan en kontrafaktisk virkelighed være svær at arbejde med, men det er tydeligt, at udviklerne fra MachineGames har brugt historien fra Tyskland i perioden 1933-1945 til at skabe deres kontrafaktiske fortælling om efterkrigstiden. Den nedenstående analyse vil bestå af følgende fire afsnit, der hver især har viser, hvor udviklerne af Wolfenstein 2 fået deres inspiration fra:

• Germania

• Den nazistiske raceideologi

• Josef Mengele

• Propaganda

Germania

Hitler havde en drøm om at omdanne Berlin til en ny verdenshovedstad med navnet Germania, og han valgte arkitekten Albert Speer til at føre planerne ud i livet. Med tiden udviklede Germania-ideen sig til et storstilet projekt med en lang række monumentale bygningsværker, der skulle få arkitekturen i alle andre storbyer til at blegne.

I 1936 afleverede Hitler to skitser til Speer, som han skulle arbejde videre med. Tegningerne forestillede en triumfbue inspireret af den i Paris og en kuppelhal, som mindede om Peterskirken i Rom. Tanken var, at de to bygninger skulle forbindes af en 5 kilometer lang boulevard (”Den Store Gade”) der gik tværs gennem Berlin. Albert Speer fik videreudviklet ideen, og han forestillede sig at anlægge to akser, der delte byen i fire dele – en fra nord til syd og en anden fra øst til vest. I midten skulle Hitlers kuppelhal ligge, og for enden af hver akse skulle placeres hver sin lufthavn. Ifølge Hitler kunne byen være færdigudviklet i 1950’erne, og på nedenstående billeder kan man få en fornemmelse af, hvordan Speers nye hovedstad ville have set ud. På det første betragter Hitler sin fremtidsdrøm, mens det andet stammer fra udstillingen ’Mythos Germania’ i Berlin.

Ambitionerne var tårnhøje. Triumfbuen skulle være 49 gange større end ’Arc de Triomph’ og kuppelhallen skulle være 320 meter høj. Der skulle opføres ministerier, operaer og luksushoteller i det nye verdenscentrum, og det hele skulle bygges i granit, så bygningerne kunne bevares for eftertiden i nazisternes nye Tusindårsrige. Germania blev selvsagt aldrig realiseret, men Speer havde i sit arbejdsværelse fået bygget en 30 meter lang miniatureudgave af byen. I 1939 gik de første indledende manøvrer i gang, og adskillige beboere i Berlin blev genhuset for at gøre plads til det nye byggeri. Kort efter brød verdenskrigen dog ud, og ressourcerne blev anvendt på krigsindustrien i stedet. Men planerne eksisterede, og det er ganske givet, at projektet ville være forsøgt realiseret, hvis Tyskland havde trukket sig sejrrigt ud af krigen.

I ’Wolfenstein 2: The New Order’ ser vi Berlin i 1960’erne, og det er tydeligt, at udviklerne har brugt Germania-projektet som inspirationskilde. Som nedenstående billeder af henholdsvis Hitlers egen tegning fra 1936 og spillets gengivelse af kuppelhallen viser, er der trukket på den faktiske historie.

Hitler skulle efter sigende have sagt, at ”ørnen skal ikke længere stå ovenpå hagekorset – den skal beherske jordkloden. Kronen på denne, verdens største, bygning bør være ørnen over jordkloden”. På ovenstående screenshot kan man netop se en ørn på toppen af den gigantiske kuppel.

I Wolfenstein 2 er Berlin en dystopisk og dunkel by, hvor befolkningen overvåges og holdes i et jerngreb af nazisterne. Visualiseringen af byen er med til at skabe en stemning af et mørkt kapitel i menneskets historie, der må bekæmpes af den frihedssøgende Blazkowicz og hans oprørsgruppe.

Den nazistiske raceideologi

2. Verdenskrig var ikke bare en territorialkrig. Ifølge den nazistiske tankegang var den ariske race skabt til at herske, mens andre racer som slaverne var tiltænkt det hårde fysiske arbejde. Jøderne blev anset som parasitter, der måtte elimineres i den højere sags tjeneste. Som bekendt endte denne tankegang i Holocaust, der kostede ca. 6 millioner jøder livet – mange omkom i dødslejre rundt omkring i Tyskland og nabolandene, hvor børn, kvinder og mænd blev slået ihjel i store industrielle gaskamre.

Som ovenstående citat tydeliggør, blev udryddelsen af jøderne og andre folkeslag sat i system og udført af fanatiske topnazister i samarbejde med regimets embedsmænd. Efter 1933 hvor Hitler overtog magten i Tyskland, blev jøderne i første omgang opfordret til at forlade Tyskland. Efterfølgende fik de frataget deres rettigheder og trængt ud af det offentlige liv. I 1939 blev de tyske jøder samlet i ghettoer, hvorfra de afventede deres endnu ukendte skæbne. Oprindeligt var tanken, at ghettoerne skulle fungere som et mellemstop, inden jøderne blev deporteret til et reservat, men i løbet af krigen beslutter Hitler og andre topnazister sig at udrydde jøderne i det, der er blevet kaldt ”den endelige løsning”. Det er uvist præcist, hvornår denne beslutning blev truffet, men den 20. januar 1942 indkalder chefen for sikkerhedspolitiet Reinhard Heydrich en række højtstående SS-folk og topembedsmænd til en konference ved Wannsee for at koordinere udførelsen af Holocaust. I dag er palæet, hvor konferencen fandt sted omdannet til et museum, som det er gratis at besøge.

I Wolfenstein 2 er der løbende referencer til både raceelementet i den nazistiske ideologi og deportationerne af ikke-ariske mennesker. I begyndelsen af ’The New Order’ befinder man sig på et sindssygehospital, da man er endt i koma efter den indledende mission. Her oplever man, hvordan nazisterne fra tid til anden kommer forbi og henter patienterne. Under et af besøgene fortæller den tyske soldat, at ”these are subhumans and they will be put to use for the benefit of the Reich”. I ‘The New Colossus’ der foregår i USA, udspiller der sig et familiedrama mellem hovedpersonen William Blazkowicz og hans fader, der efter krigen begyndte at samarbejde med nazisterne om at angive jøder og andre ”afvigere”. Disse små historier (og historiske referencer) møder man i løbet af spillet gennem cutscenes og breve, som man finder rundt omkring.

Den mest tydelige reference til Det Tredje Riges behandling af jøderne finder vi i ’The New Colossus’, hvor New Orleans er blevet omdannet til en ghetto for alle dem, der er uønsket af det nye regime. Nazisterne har bygget en stor mur rundt om byen, og da Blazkowicz tvinger sig adgang til området er den under angreb fra tyske soldater, der hærger byen og forsøger at slå en oprørsgruppe ihjel. I den nye verden bliver New Orleans’ mur beskrevet som ”a protection for ordinary citizens of the American Territories (…) to keep the virus of terror and malice away from the public”.

Josef Mengele

En af de gennemgående skurke i Wolfenstein-serien er videnskabsmanden Wilhelm ”Deathshead” Strasse, som i ’The New Order’ bliver spillets hovedskurk. Det er svært ikke at trække paralleller mellem Deathshead og den berygtede nazi-læge Josef Mengele, der huserede i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, hvor lidt over en million mennesker mistede livet. Navnet ’Deathshead’ er næppe heller tilfældigt, men referer til den tyske Totenkopf-division, der under krigen blev kendt for deres særlige brutale fremfærd overfor både fjendtlige soldater og civile.

Som lejrlæge var det blandt andet Mengeles opgave at afgøre, hvem af de ankomne fanger der skulle sendes direkte i gaskamrene, og hvem der skulle tildeles slavearbejde i lejren. I den forbindelse udvalgte Mengele også fanger, som han ønskede at eksperimentere med i den nazistiske videnskabs navn. Mengele var overbevist om den ariske races overlegenhed, og han havde blandt andet været ansat på Frankfurts ’Institut for arvebiologi og racehygiejne’. Under sine forsøg mishandlede han jødiske fanger for at skabe et videnskabeligt grundlag for at sikre opretholdelsen af den ariske race. Der er utallige historier om Mengeles vanvidseksperimenter, som der kan læses mere om her. De indebar blandt andet, hvordan Mengele forsøgte at ændre fangernes mørke øjenfarve til blå samt hans utallige operationer uden bedøvelse. Historien om Mengele er historien om nazismens grummeste ansigt og uhæmmede vanvid, der for eftertiden har været svært at forklare som andet end rendyrket ondskab.

I Wolfenstein er Deathshead øverste chef for ’SS Special Projects Division’, der både beskæftiger sig med våbenudvikling og paranormale aktiviteter. I ’Return to Castle Wolfenstein’ har Deathshead blandt andet udviklet de såkaldte ’lopers’, der har fået amputeret deres underkrop væk og erstattet dem med Tesla-generatorer, og i Wolfenstein 2 møder man Deathsheads genetisk manipulerede ’kampfhunde’.

Wilhelm ’Deathshead’ Strasse er en vanvittig videnskabmand, der ligesom Mengele eksperimenterer med sine fanger i en rus af storhedsvanvid. Det siges, at Mengele yndede at fløjte klassiske melodier, når han skulle vifte fangerne til henholdsvis højre og venstre i retning af enten gaskammeret eller arbejdslejren, og den samme form for kynisme opleves hos Deathshead, når han står ansigt til ansigt med Blazkowicz. I nedenstående videosekvens kan man se, hvordan Deathshead eksperimenterer med en af Blazkowicz’s soldaterkammerater.

Propaganda

Efter at nazisterne havde overtaget magten i Tyskland i 1933, gik de i gang med at forandre Weimar-demokratiet til et diktatur med alt hvad dertil hører. Politiske partier og fagforeninger blev forbudt, der blev oprettet et hemmeligt politi (Gestapo), og der blev indført pressecensur. Den nazistiske propaganda blev sat i system af Joseph Goebbels, der i 1933 blev minister for folkeoplysning og propaganda, hvorfra han styrede de tyske medier og kulturlivet, ligesom han iscenesatte førerkulten omkring Hitler.

I Tyskland var medierne underlagt en streng censur, så man fra det nazistiske styres side sikrede sig fuld kontrol over, hvilke nyheder den tyske offentlighed blev præsenteret for, samt hvordan disse blev fremstillet. Nogle af de fremmeste medier til at udbrede den nazistiske propaganda og antisemitismen var avisen Völkischer Beobachter, hvis redaktør var den ideologiske Alfred Rosenberg, og ugebladet Der Stürmer der blev udgivet af Julius Streicher.

Også i de besatte lande blandede tyskerne sig i pressen. Under den danske samarbejdspolitik blev der indgået en fælles forståelse mellem ”den legale presse” og Udenrigsministeriet om, at der ikke blev bragt antityske synspunkter, så i denne periode var der i vid udstrækning tale om selvcensur fra pressens side. Efter 29. august 1943 hvor samarbejdspolitikken ophørte, satte tyskerne sig tungt på den danske presse, og der blev indført egentlig mediecensur på både danske aviser og radioen. Derudover blev der udarbejdet tvangsartikler af tysksindede dansker, som roste den tyske værnemagt. I takt med at tyskerne overtog det officielle mediebillede dalede danskernes tillid til de tyskkontrollerede medier, og mange begyndte i stedet at lytte til svenske og engelske radiostationer, som blev mere og mere betydningsfulde som krigsårene gik.

Et af de første (og mest succesfulde) medietiltag som tyskerne foretog i Danmark såvel som en række andre besatte lande, var at udgive magasinet ’Signal’. Bladet der havde et moderne layout og flere farvebilleder end de traditionelle ugeblade blev relativt populært i mange europæiske lande, hvor det nåede et oplagstal på 2,4 millioner eksemplarer og blev udgivet på i alt 25 forskellige sprog. I 1941 toppede bladet i Danmark med et oplag på 42.500. ’Signal’ var et tyskproduceret magasin, der på en diskret måde skulle legitimere Tysklands nye status som den ledende nation i Europa. Det var den tyske værnemagt, der stod bag bladet og minimum ¼ af indholdet omhandlede militæret og krigen. Resten var en blanding af almindelige ugebladsartikler og billeder, som man kunne finde i mange andre danske magasiner. Det antisemitiske aspekt blev nedtonet netop for ikke at skræmme de danske læsere væk. De skulle i stedet overbevises om den tyske kulturs storhed gennem behagelige fortællinger om tyske mænd og kvinder, der nød livet i Det Tredje Rige, som det også kan ses på nedenstående forsider.

Også i Wolfenstein 2 støder man løbende på den tyske propagandamaskine. Undervejs i spillet finder man eksempelvis efterladte aviser fra de tyskkontrollerede medier, hvor man kan læse artikler fra efterkrigsårene, der skulle overbevise den amerikanske offentlighed om det nye gode liv. Man kan blandt andet læse ”’Der Bestrafer’ – The Bomb That Created Peace” om den atombombe som tyskerne smed over New York, og om de amerikanske territoriers økonomiske opblomstring efter amerikanerne blev befriet fra det tidligere korrupte regime.

Mange af artiklerne er skrevet med et satirisk blink i øjet – som eksempelvis ”Reich Media Most Honest In History”, der proklamerer at den løgnagtige propaganda i de amerikanske medier er faldet til 0% efter at nazisterne tog over. Men de illustrerer alligevel på fin vis, hvordan statsstyret propaganda fungerer ved at legitimere det eksisterende styres handlinger som retfærdige og frihedsskabende, mens regimets fjender portrætteres som terrorister og samfundsskadelige elementer.

Man oplever også den tyske propaganda i Wolfensteins gadebillede, hvor man eksempelvis kan støde på den nye nazistiske superhelt Blitzmensch, der forsvarer nazismen mod superskurke som f.eks. ’Uncle Sam’. Det er tydeligt, at udviklerne har lavet Blitzmensch ud fra den amerikanske tegneseriefigur Captain America, der i 1941 blev skabt af Marvel. Som en patriotisk supersoldat bekæmpede Captain America nazisterne under 2. Verdenskrig til stor underholdning for den amerikanske befolkning, der også efter krigen tog tegneseriefiguren til sig. Blitzmensch fungerer således som en meget fin lille illustration af, at det er sejrherrerne der skriver historien. Nedenfor kan du se en kort tegnefilm om Blitzmensch.

Kildekritik af Wolfenstein

Det giver ikke mening at undersøge, hvad i Wolfenstein-serien der er realistisk og ikke-realistisk. Ingen af spillene er baseret på virkelige hændelser, og de seneste spil foregår endda i en kontrafaktisk virkelighed, som i sagens natur er opdigtet fra start til slut. Wolfenstein-spillene har dog heller aldrig hævdet at være andet end underholdningsspil, der bruger nazismen som et nemt genkendeligt skræmmebillede.

Men derfor kan vi godt forholde os kritisk til spillet og undersøge den måde, hvorpå Wolfenstein fremstiller både nazisterne og USA på. De første spil i serien blev udviklet af amerikanske spilvirksomheder, og selvom de seneste i rækken er lavet af svenske MachineGames, udgives de af amerikanske Bethesda Software. Det er derfor helt naturligt, at amerikanerne portrætteres som ’the good guys’ der kæmper for frihed og demokrati mod nazisterne – præcis som amerikanerne og den vestlige verden husker 2. Verdenskrig. I den forstand er Wolfenstein et klassisk eksempel på, at vinderne skriver historien.

Det er udviklerne bag Wolfenstein tydeligvis klar over, og i ’The New Colossus’ giver MachineGames sit bud på, hvordan Wolfenstein-spillene havde set ud, hvis nazisterne havde vundet 2. Verdenskrig. Ombord på ubåden ’Eva’s Hammer’ der fungerer som base for oprørerne, står et arkademaskine som man kan prøve kræfter med. Spillet hedder ’Wolfstone 3D’ og er så godt som en tro kopi af ’Wolfenstein 3D’ – blot med den forskel at man nu spiller en nazist, der skal nedkæmpe den onde modstandsbevægelse. Hvor der i den virkelige udgave af ’Wolfenstein 3D’ hænger portrætter af Hitler på væggene, er de i ’Wolfstone’ byttet ud med billeder af Blazkowicz.

I Wolfenstein-spillene er William Blazkowicz en klassisk amerikansk helt. Han er patriotisk, stærk og hæderlig, og som serien skrider frem kommer hans idealer om frihed og lighed mere og mere til udtryk.

Der er masser af eksempler på denne amerikanske patriotisme, men et tydeligt et af slagsen ser vi, da frihedskæmperen ’J’ bliver fanget og skudt af tyske soldater. Mens han venter på, at døren bliver sparket ind, spiller han den amerikanske nationalsang på sin guitar, som det kan ses i den nedenstående video.

Der er dog også elementer af en mere kritisk fremstilling af USA i Wolfenstein 2. I løbet af spillet finder man ud af, at Blazkowicz fader har hjulpet nazisterne efter magtovertagelsen med at angive jøder for at skabe en bedre tilværelse for sig selv. ”This is a white man’s world now. White man’s gotta keep it christian” som han fortæller, da Blazkowicz tropper op i sit barndomshjem. Derudover har KKK omfavnet de nye magthavere i det sydlige USA, hvor de hætteklædte går rundt i gadebilledet side om side med tyske soldater. Det er oplagt at trække en parallel til de racespændinger, der altid har præget USA i især sydstaterne og se Wolfenstein 2 som en (om end begrænset) kritik af den racisme, der konstant ulmer under overfladen.

Når det kommer til fremstillingen af nazisterne, er der nærmest tale om en karikatur af den nazistiske ledelses galskab og vanvid. I de tidlige spil portrætteres Hitler som superskurken ’Mecha Hitler’, mens han i den nyeste version fremstilles som både vanvittig og hæmningsløs. I en rus af narcisisme og sindssyge fremstår han som en ynkelig figur, der er ude af stand til at lede den nye verdensorden.

De øvrige skurke i serien, Wilhelm ’Deathshead’ Strasse og Frau Engel, portrætteres begge som ondskaben selv, dog på lidt forskellig vis. Deathshead er den selvkontrollerende og beregnende sadist, der nyder at påføre sine fanger smerte, mens Frau Engel om muligt virker endnu mere vanvittig end Hitler. I scenen nedenfor kan man se, hvordan hun slipper sin indre dæmon fri efter at fanget Blazkowicz og to andre oprører.

Når vi relativt uproblematisk køber historien om den sindssyge naziledelse, skyldes det formentligt, at det er svært at forstå, hvordan noget menneske kan iværksætte eller udføre Holocaust uden at være mentalt forstyrret. Den nemme forklaring er, at de involverede enten var ”onde” eller sindssyge i en eller anden grad, men sandheden er, at der blandt både topnazisterne og bødlerne var tale om helt almindelige mennesker. Nogle blev i løbet af en årrække overbeviste af den nazistiske ideologi, hvilket hjalp dem med at retfærdiggøre deres handlinger. Andre gled formentligt stille og roligt ind i rollen som SS-bøddel fra at være menig udstationeret soldat ved østfronten. En del af de soldater der var involveret i jødeudryddelsen, vendte efter krigen tilbage og fortsatte deres tilværelse med almindelige jobs og familieliv.

Wolfenstein spiller altså på den simple stereotyp af nazisten, og det skyldes, at der er tale om et underholdningsspil, som ikke har til formål at problematisere vores forståelse af hverken nazismen eller dens aktører. I en underholdningskontekst fungerer nazismen som et oplagt fjendebillede, det er nemt for os at forholde os til. Det giver ikke anledning til særlige tanker at kæmpe sig igennem horder af nazister, mekaniske monstre og vanvittige skurke – specielt ikke når man ved, at man kæmper på de godes side.

Litteraturliste

Afsnittet er skrevet på baggrund af følgende litteratur:

• Grenoble, Ryan, Huffington Post, ’Nazi ’Sun Gun’ aimed to burn cities using huge space mirrors’, 2017

• Höss, Rudolf, Kommandant i Auschwitz – Selvbiografiske optegnelser, 2004

• Jensen, Mona, Signal, 2017

• Lagnado & Dekel, Flammernes børn, 1992

• Lund, Weekendavisen, ’Svastika, Atlantis og Thule’, 1998

• Lund, Weekendavisen, ’Übermesch: Sværmeriet for germanerkulten’, 2004

• Pringle, Heather, Himmlers herrefolk – Jagten på den ariske races oprindelse, 2008

• Thon, Jan Ingar, Illustreret Videnskab – Historie, ‘Josef Mengele – Dødsenglen fra Auschwitz’, 2015

• Weper, Torsten, Illustreret Videnskab – Historie, ’Berlin skulle være verdens centrum’, 2006